Vejle Badminton Klubs historie
Grundlæggelsen
Vejle Badminton- og Tennisklub blev officielt stiftet den 10. maj 1935. Den 10. november samme år blev hallen på Jagtvej, en af Danmarks ældste rundbuehaller, indviet. Rundbuehallerne blev især opført i 1930’erne og 1940’erne, da badmintonsporten hurtigt voksede i popularitet. Mange af hallerne blev bygget af private foreninger og ildsjæle, da sporten endnu ikke havde offentligt støttede faciliteter – også tilfældet i Vejle.
Badmintonsportens begyndelse i Vejle
Lærer Steen Nielsen stiftede bekendtskab med badminton under et ophold i England og tog begejstringen med sig hjem til Vejle. Fra England fik han tilsendt ketchere og bolde, og allerede fra 1927 opstod flere klubber i byen, herunder Vejle Badminton Klub. Vejle blev hurtigt en foregangsby for badminton i Jylland, hvor sporten især blev dyrket af lærere og lærerinder, som var gode til at lære fra sig. Flere vejlensere deltog derfor på opvisningsturneer rundt i Jylland under ledelse af lektor A.C. Laursen.
Det stod dog hurtigt klart, at sporten krævede en hal for at få de rette forhold. Byens tre klubber nedsatte et arbejdsudvalg, som vurderede, at byggeriet ville koste 50-55.000 kr. Pengene blev hurtigt samlet gennem medlemmer og banklån, og ved stiftelsesmødet den 10. maj 1935 blev Vejle Badminton- og Tennisklub formelt etableret, hvorefter arbejdet med hallen blev sat i gang.
Hallen på Jagtvej 7
Søndag den 10. november 1935 kunne borgmester Frederik Poulsen indvie Vejle Badminton- og Tennisklubs nye hal på Jagtvej 7, eller som det stod i byggetilladelsen, ”Jagtvej, Sdr. Bakke”. Området havde tidligere været præget af grusgravning under 1. verdenskrig til anlæg af godsbanegården.
Hallen var tegnet og projekteret af ingeniør Poul Agerbæk fra Fredericia, og byggeriet blev hurtigt godkendt og færdiggjort i november 1935. Hallens buer var udført i cementbeton, hvilket var usædvanligt på det tidspunkt. Bygningen målte 19 x 36 meter med en loftshøjde på 8,5 meter, og gulvet var markeret til fire badmintonbaner og én tennisbane. Belysningen blev leveret af 20 Ra-lamper, og hallen blev opvarmet med et nyt system, hvor varm luft blev fordelt gennem ventiler og suget ned under gulvet, hvilket sikrede både konstant temperatur og stabilt gulv.
Foran hallen lå en mindre udbygning med kontor og omklædningsrum for herrer og damer, inklusive brusere og skabe, og på sider og gavle var der plads til reklameskilte fra lokale virksomheder, som støttede byggeriet.
Ved indvielsen roste borgmester Poulsen initiativtagerne for deres energi og engagement og fremhævede sportens betydning i en tid med mere fritid. Flere talere fulgte efter, og fire importspillere fra København demonstrerede spillet på banerne, hvilket vakte stor begejstring og førte til mange nye medlemmer, til glæde for formanden, adjunkt Laursen.
VBK flytter i ny hal ved DGI-huset
Ved budgetforliget i 2021 afsatte Vejle Kommune 11 millioner kroner til opførelsen af en ny badmintonhal ved DGI-huset. Hallen bygges af genbrugsmaterialer fra den gamle sorteringshal på Vejles tidligere genbrugsplads og indvielsen finder sted den 30. august 2025. For klubbens medlemmer betyder det flere baner (6 hele samt 2 halve), bedre faciliteter og endnu bedre rammer for fællesskabet.